Skiftedag på varmeværket
Følgende er taget fra artikel i Nordvestnyt:
For en måneds tid siden blev der tømt ud i varmeværket, da Snertinge-Særslev-Føllenslev Energiselskab skrottede blandt andet den over 20 år gamle kedel.
Den sidste uges tid har folkene på varmeværket på Kirkemosevej så haft travlt med at få installeret det nye inventar.
– Fra mandag morgen i sidste uge havde vi travlt med at få alt det nye sat til. Vi har haft flere lastbiler og en kran i gang, for det er meget tunge ting at flytte med, fortæller energiselskabets formand John Lou.
Det nye anlæg, der kan tages i brug til den nye fyringssæson, indebærer en splinterny kedel, en cyklon og et elektrofilter.
Monteringsarbejdet på varmeværket blev klaret på fire dage, oplyser John Lou.
– Nu går der så cirka 14 dage til tre uger med elektriske installationer og smedemontage, vurderer han.
Med varmeværkets nye kedel til afbrænding af flis er det målet at nå op på samme virkningsgrad som den, man tidligere har haft med forbrug af olie.
Oliefyret skal fremover kun bruges som reserve, hvis der går noget galt.
Cyklonens formål er at tage de fleste urenheder i røggassen, mens elektrofilteret fjerner de sidste små partikler i røggassen.
Det nye anlæg koster i omegnen af ni millioner kroner, og det er en nødvendighed at udvikle varmeværket for at følge med de skrappere krav, der hele tiden stilles i forhold til miljølovgivningen.